Unik arkitektur til ny spejderhytte i beton, træ og glas

Spejderhytte2

Adserballe & Knudsen vinder Hovedentreprise på 13,5 millioner kroner

Placeringen midt i naturen i Søndermarken på Frederiksberg er unik. Det samme er arkitekturen i det nye aktivitetshus, som Adserballe & Knudsen opfører til DDS spejderne og andre brugere.

Aktivitetshuset er på 420 etagemeter og består af to modstående bygninger i to etager, som forbindes af et betondæk i 1. sals højde. Betondækket har en dobbeltfunktion som terrasse og overdækning over udearealet mellem husene.

Store glaspartier åbner huset. Brugerne får ikke alene lys og luft, men er også i kontakt med Søndermarkens natur lige udenfor.

Den skrånende grund, hvor huset opføres, er udnyttet optimalt med et uderum i flere niveauer og indretning af lege- og aktivitetsplads med Base Camp, bålplads mm. på en del af rummet mellem bygningerne.

Arkitektens og bygherrens tanker har ført til et hus med rigtig mange detaljer, skæve vinkler mm. Opgaven for projektleder og de 10-14 mand er i høj grad at styre projektet sikkert og godt.

Samarbejde med frivillige ildsjæle
-Der er mange løsningsdetaljer, vi skal holde øje med, og huset er ret kompliceret i forhold til sin størrelse, siger Mikkel Rømer Lausen, projektleder hos Adserballe & Knudsen. Han føler, der næsten er lige så mange detaljer at holde styr på i de 420 etagemeter som på et kæmpe projekt. Han tilføjer:

-Kompleksiteten er klart den største udfordring ved projektet.

-Men det er også spændende at arbejde for en bygherre som spejdergruppens byggeudvalg. De er frivillige med forskellig baggrund og er ildsjæle i byggeriet. De brænder virkelig for deres nye hus: Men de arbejder ikke med byggeri til daglig, og samarbejdet er derfor anderledes, end når vi har en professionel bygherre.

-Jeg gør mit for at hjælpe dem bedst muligt. Jeg forklarer mere og taler meget med dem. Følger mere op for at sikre, at byggesagen glider godt. Samtidig med et skarpt øje på budgettet, siger Mikkel Rømer Lausen.

Spejderhytte

Vante materialer gi’r ro på
Adserballe & Knudsen udfører projektet i udstrakt egenproduktion. Det er vante materialer med in situ beton, tømmerarbejde, aptering mm. Der er derfor ro på de indre linjer og styr på processen trods de høje krav til løsninger og kompleksitet i huset.

Det nye hus er beregnet til flere brugere. Spejderne skal anvende lokalerne på lige fod med andre aktive i området. Løbere i Søndermarken kan tage bad og skifte. Andre grupper kan anvende mødelokalerne og udeområdets faciliteter.

Adserballe & Knudsen vandt entreprisen i en indbudt licitation. Projektet er støttet af Frederiksberg Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Realdania, Nordea-fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.

Bygherre: DDS Søndermark Gruppe

Entreprise: Hovedentreprise

Entreprisesum 13,5 mio.kr.

Totalrådgiver: Sophus Søbye Arkitekter

Landskab: MIST

Byggeperiode: 19. september 2013-14. november 2014