Adserballe & Knudsen i samarbejde med DTU om bæredygtigt byggeri

EmbraceKitchen

Opfører fremtidens bolig på DTU. Boligen skal i juni-juli konkurrere i VM for energirigtige huse i Paris.

Adserballe & Knudsen er valgt af DTU til at opføre et hus, der i juli skal deltage i Solar Decathlon Europe også kaldet VM for energirigtigt byggeri.

Huset opføres i træ og er designet til at bruge så få naturlige ressourcer som muligt både i byggeriet og den efterfølgende drift. Der anvendes derfor både passive arkitektoniske løsninger som blandt andet er kendt i passivhus byggemetoden og aktive teknologiske løsninger såsom solfangere og solceller.

-DTU har brug for håndværkere med solide tømrerkompetencer og interesse for at arbejde sammen med de bygningsingeniørstuderende, siger projektleder Jonas Toft, Adserballe & Knudsen og fortsætter:

-Vi tog en snak med vores tømrere, og de synes også, det er spændende at være med til at virkeliggøre de studerendes tanker om fremtidens byggeri. De studerende lægger mange kræfter i at præstere nye ideer og det allerbedste inden for byggeri for at vinde. Adserballe & Knudsen kan desuden bidrage med erfaringer med at opføre passivhuse.

-Det er nye konstruktionstanker, men baseret på kendte, solide håndværksmæssige metoder, som vi arbejder med hver eneste dag. En tømrerformand og fire tømrere vil arbejde cirka halvanden måned med at opføre huset. Som en del af projektet mødes de studerende og håndværkerne hver morgen i en dialog om ideer og den praktiske udførelse.

Opføres på DTU og køres til Paris
Huset har et etageareal på godt 100 kvadratmeter i to etager og beregnet til to personer. Det opføres på DTU’s område i fire moduler. Det er færdigt midt i juni, hvor det skilles ad og køres til Paris. Her samles modulerne igen, og huset indgår i Solar Decathlon Europe. Konkurrencen om VM for energirigtige huse afgøres 12. juli. De deltagende huse er udstillet 27. juni – 14. juli.

De 20 bedste tekniske universiteter i verden deltager hver med et projekt. Det er de studerende, der deltager, og konkurrencen har fokus på forskning i udviklingen af bæredygtige huse. DTU har kvalificeret sig og deltager med et projekt kaldet EMBRACE.

EMBRACE er en bolig med en optimal klimaskærm – velisoleret og tæt. Huset er pakket ind i et vejrskjold i form af en glasoverdækning. Den skærmer for vind og vejr og skaber et mildere klima, som betyder, at have og terrasse kan benyttes næsten hele året rundt, og boligens energibehov til opvarmning er mindre.