Adserballe & Knudsen skal renovere AL Banks hovedsæde

Danmarks engang højeste bygning renoveres på ni måneder med en intensiv indsats.  

Adserballe & Knudsen har vundet hovedentreprisen med renovering af AL Banks hovedsæde på Vesterbrogade i København. Den såkaldte Panoptikon bygning.

Adserballe & Knudsen skal udskifte alle vinduer med alu-vinduer og udskifte solafskærmning, isolere facaden, pudse den op og male den samt opføre en ny tagetage i en let konstruktion på toppen af bygningen.

Hovedentreprisen udgør 25 millioner kroner og udføres delvist i egenproduktion. Renoveringen skal være færdig i marts 2016, så der er tale om en intensiv indsats med omkring 40 håndværkere på opgaven foruden tre funktionærer fra Adserballe & Knudsen.

Jeg glæder mig meget til at arbejde på en så markant og kendt bygning, siger projektleder Jonas Toft, Adserballe & Knudsen og fortsætter:

Det er specielt at være med til at renovere en bygning, som så mange kender. Den ligger midt inde i byen som nabo til Hovedbanegården og Vesterbrogade, hvor mange vil lægge mærke til, at vi er i gang.

Placeringen er dog også en udfordring. Den ligger på en af Danmarks mest travle gader med meget begrænset plads på alle fire sider.

Ligeledes vil vi indrette arbejdet efter, at banken og forskellige lejere såvel som beboerne i lejlighederne kan leve uforstyrret trods de forskellige byggeopgaver.

Højhuset med 12 etager er opført i jernbeton i 1952. Med 35 meter var det dengang Danmarks højeste bygning. Den rekord holdt dog kun to år, indtil Bellahøj blev opført.

Arbejdernes Landsbanks bygning er også kendt som Panoptikon Bygningen. Det skyldes at højhuset er opført på resterne af en biograf- og udstillingsbygning, som brændte i 1950.

Bygningen består af tre dele. Højhuset, en tværfløj og en lav bygning med banklokale. Den rummer desuden en række lejere blandt andet lægeklinikker. Da hele bygningen bliver pakket ind i stillads, har sikkerhed en særlig rolle i renoveringen. Der er vagt 24/7 på stilladset og en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger.