Adserballe & Knudsen indretter 1.500 m2 på rekordtid til Spies-koncernen

Spies får nye kontorlokaler på kun 60 dage. 50 mand fra Adserballe & Knudsen totalindretter 1.500 m2 kontor og butik.

50 mand er netop nu i gang med at indrette 1.500 etagemeter i Neroporten i Ørestaden til Spies koncernens nye kontor og rejsebutik. 15. oktober skal stueetagen og rejsebutikken være klar til brug. 30. oktober skal Adserballe & Knudsen aflevere 4. og 5. etage med kontorindretning.
Adserballe & Knudsen har således haft mindre end 3 måneder fra licitationen var afgjort til at organisere holdet, der skal udføre arbejdet, komme i gang og blive færdig med at forvandle et råhus til lækre og moderne kontorer.

-Vi har sat fire byggeledere på opgaven, hver med sit ansvarsområde i entreprisen og med at koordinere hele opgaven, siger direktør Morten L Hansen, Adserballe & Knudsen og fortsætter:

-Der er lagt en meget detaljeret dagsplan, så de enkelte dele udføres i den rigtige takt og uden, at de forsinker hinanden.
Spies koncernen har valgt at flytte deres call-center, administration og en rejsebutik ud af det indre København. I alt 90 medarbejdere. Moderne indretning i nye lokaler vil spare husleje, der er bedre mulighed for parkering, og placeringen ved indkøbscentret Fields er attraktiv i kraft af en stor kundestrøm.
Spies koncernen har lejet tre etager med i alt 1.500 etagemeter i det 11 etager høje Neroporten, der er nabo til Ferringhuset. Begge tegnet af Henning Larsen Architects. Neroporten er ejet af det svenske investeringsselskab Norrporten

Adserballe & Knudsens hovedentreprise på 14 millioner kroner omfatter alle installationer og indretning af kontorer og personalefaciliteter som thekøkkener og toiletter.
Tæt koordinering hele vejen

-Der er en bred indsats af fag i denne opgave, tømrer, murer, vvs, el og gulvfolk, siger Morten L. Hansen og tilføjer:

-Kompleksiteten gør den til en spændende og udfordrende opgave, som folkene også bliver tændt på at løse godt.

-Første del er gulvene, ventilation og sprinkling. Dernæst indretter vi med vægge i beton og gips. På hver etage opsættes thekøkken og toiletter og andre personalefaciliteter. Der skal kables til IT og CTS, central tilstandskontrol og -styring, og vi slutter af med at male og lægge tæppe på gulvene. Alt i en glidende plan med omkring 50 håndværkere i gang.

-Største udfordring er den korte tid, som virkelig kræver en tæt koordinering hele vejen. Men vi skal også tage udstrakt hensyn til husets andre lejere, der skal kunne passe deres arbejde uden alt for megen støj og ulempe fra os.

Adserballe & Knudsen vandt opgaven 15. august i en indbudt licitation og gik i gang 1. september. Første lokaler afleveres 14. oktober, og resten 11 dage senere.

Unik arkitektur til ny spejderhytte i beton, træ og glas

Spejderhytte2

Adserballe & Knudsen vinder Hovedentreprise på 13,5 millioner kroner

Placeringen midt i naturen i Søndermarken på Frederiksberg er unik. Det samme er arkitekturen i det nye aktivitetshus, som Adserballe & Knudsen opfører til DDS spejderne og andre brugere.

Aktivitetshuset er på 420 etagemeter og består af to modstående bygninger i to etager, som forbindes af et betondæk i 1. sals højde. Betondækket har en dobbeltfunktion som terrasse og overdækning over udearealet mellem husene.

Store glaspartier åbner huset. Brugerne får ikke alene lys og luft, men er også i kontakt med Søndermarkens natur lige udenfor.

Den skrånende grund, hvor huset opføres, er udnyttet optimalt med et uderum i flere niveauer og indretning af lege- og aktivitetsplads med Base Camp, bålplads mm. på en del af rummet mellem bygningerne.

Arkitektens og bygherrens tanker har ført til et hus med rigtig mange detaljer, skæve vinkler mm. Opgaven for projektleder og de 10-14 mand er i høj grad at styre projektet sikkert og godt.

Samarbejde med frivillige ildsjæle
-Der er mange løsningsdetaljer, vi skal holde øje med, og huset er ret kompliceret i forhold til sin størrelse, siger Mikkel Rømer Lausen, projektleder hos Adserballe & Knudsen. Han føler, der næsten er lige så mange detaljer at holde styr på i de 420 etagemeter som på et kæmpe projekt. Han tilføjer:

-Kompleksiteten er klart den største udfordring ved projektet.

-Men det er også spændende at arbejde for en bygherre som spejdergruppens byggeudvalg. De er frivillige med forskellig baggrund og er ildsjæle i byggeriet. De brænder virkelig for deres nye hus: Men de arbejder ikke med byggeri til daglig, og samarbejdet er derfor anderledes, end når vi har en professionel bygherre.

-Jeg gør mit for at hjælpe dem bedst muligt. Jeg forklarer mere og taler meget med dem. Følger mere op for at sikre, at byggesagen glider godt. Samtidig med et skarpt øje på budgettet, siger Mikkel Rømer Lausen.

Spejderhytte

Vante materialer gi’r ro på
Adserballe & Knudsen udfører projektet i udstrakt egenproduktion. Det er vante materialer med in situ beton, tømmerarbejde, aptering mm. Der er derfor ro på de indre linjer og styr på processen trods de høje krav til løsninger og kompleksitet i huset.

Det nye hus er beregnet til flere brugere. Spejderne skal anvende lokalerne på lige fod med andre aktive i området. Løbere i Søndermarken kan tage bad og skifte. Andre grupper kan anvende mødelokalerne og udeområdets faciliteter.

Adserballe & Knudsen vandt entreprisen i en indbudt licitation. Projektet er støttet af Frederiksberg Kommune, Lokale og Anlægsfonden, Realdania, Nordea-fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.

Bygherre: DDS Søndermark Gruppe

Entreprise: Hovedentreprise

Entreprisesum 13,5 mio.kr.

Totalrådgiver: Sophus Søbye Arkitekter

Landskab: MIST

Byggeperiode: 19. september 2013-14. november 2014