Rejsegilde på Arenahaven i Ørestad
I går blev den ceremonielle krans hejst op i tårnkranen som hyldest til håndværkerne og et netop lukket hus på Arenahaven. Det var et velbesøgt og solbeskinnet arrangement i Ørestad med den traditionsrige kombination af taler, sodavand og hotdogs.
Direktør for Property Management hos ATP Ejendomme A/S, Christian Hartmann, takkede alle parter for et godt og konstruktivt samarbejde. Det gav ham ro i maven, forklarede han, at bevæge sig rundt på pladsen og se, at der var godt styr på det. Det lukkede hus var en bekræftelse af denne opfattelse, og han glædede sig til at byde de kommende lejere velkommen.
Sektionschef i Adserballe & Knudsen, Thomas Willumsen, lagde i sin tale vægt på betydningen af traditioner som rejsegildet, der giver mulighed for i et øjeblik at sætte farten ned i en branche, hvor det ellers går hurtigt fremad. Det er vigtigt at stoppe op og se på, hvad man har udrettet i fællesskab, selv om man kan have forskellige synspunkter og interesser.
Begge talere takkede By & Havn og håndværkerne for deres store indsats. Især indgød det respekt hos sektionschefen, da der blev støbt beton og gravet kloak i den bidende vinterkulde.
Arenahaven skal DGNB-certificeres til guld. Der medfører skærpede krav til dokumentation og certificering af de anvendte materialer i byggeriet. I alt monteres 239 m2 solceller, som producerer 43,8 kilowatt. Der anlægges et grønt sedumtag, og selve gårdrummet er indrettet som LAR-anlæg, der lader en stor del af regnvandet blive optaget af planter eller nedsive på stedet
DGNB-certificering stiller ikke kun krav til det færdige byggeri, men i lige så høj grad til selve opførelsesperioden. Der er blandt andet krav til kildesortering af affald, regulering af støj og begrænsning af energiforbruget på byggepladsen, som f.eks. indebærer skure isoleret jf. BR15, lyssensorer og nattesænkning af varmen.
Projektet udføres i samarbejde med PLH Arkitekter, MOE A/S og OPLAND. Byggeriet forventes klar til at modtage sine første lejere i maj 2020.
Læs mere om sagen her.