Eksempelprojekter skal reducere klimaaftryk

I Adserballe & Knudsen er vi meget begejstrede for at få lov til at spille vores rolle i et af de fire almene projekter, der er blevet udvalgt til programmet ”Boligbyggeri fra 4 til 1 planet”.
 
Efter en længere udvælgelsesproces indgår Realdania og VILLUM FONDEN # VELUX FONDEN (THE VELUX FOUNDATIONS) nu aftaler med fem private og fire almene bygherrer. Formålet er at udvikle eksempelprojekter til fremtidens boligbyggeri, som skal demonstrere, at klimaaftrykket kan reduceres til blot en fjerdedel af den nuværende udledning.
 
Sammen med holdet fra vores CLT-rammeaftale – Boligselskabet Sjælland, Vilhelm Lauritzen Architects og Holmsgaard a/s Rådgivende Ingeniører FRI – skal vi derfor arbejde i retning af en klimabelastning på kun 2,5 kg CO2-ækv/m2/år på projektet Søgården i Næstved.
 
Det er en fjerdedel af den gennemsnitlige klimabelastning ved nybyggeri i Danmark i dag og omtrent en femtedel af den nye lovmæssige grænseværdi på 12 kg CO2-ækv/m2/år.
 
”Boligbyggeri fra 4 til 1 planet” hviler på præmissen om, at det kræver transparens, deling af viden og samarbejde på tværs af byggeriets faser og interessenter. Vi ser nu frem til at indgå i det fælles innovationsforløb med de øvrige projekter, der skal indfri den overordnede målsætning.

Læs mere på Realdanias hjemmeside.