CLT-byggeri hædret ved Building Awards 2018
Ved Building Awards prisuddelingen fredag 9. november vandt Timianhaven både Innovationsprisen og Materialeprisen. Projektet består af 44 almene boliger, der er opført med CLT (Cross-Laminated Timber) som det konstruktionsbærende materiale.
CLT er ikke en ukendt byggemetode uden for landets grænser, hvor det vinder stadigt mere frem, men herhjemme har der været behov for projekter, der demonstrerer bygbarheden og kvaliteten. Det fortæller administrerende direktør Morten L. Hansen.
”At bygge i træ rummer store fordele hvad angår miljøbelastning, indemiljø og konstruktionstid. CLT-byggeri vinder frem herhjemme i disse år, og der er brug for projekter som Timianhaven, hvis markedet skal modnes og det store potentiale realiseres”.
Nye former for samarbejde
Timianhaven blev udbudt med metodefrihed for entreprenøren, og Adserballe & Knudsen vandt kontrakten efter forhandling, blandt andet på grund af forslaget om at bygge i CLT. Byggeriet opføres for Boligselskabet Domea i samarbejde med Vandkunsten og Dominia.
”Lige så meget som bæredygtigt byggeri handler om metoder og materialer, drejer det sig om nye måder at samarbejde på. Når man skal udvikle nye løsninger og arbejde med et nyt materiale, kræver det, at samarbejdspartnerne virkelig vil det samme.”
“Boligselskabet Domea Solrød har udvist mod ved at kaste sig ud i at bygge med CLT på dette projekt. På én uge har vi både haft indflytning af de første beboere og nu vundet to priser, så jeg synes godt, at man kan sige, at det har lønnet sig,” siger Morten L. Hansen.
Store fordele i træ
Træ er det eneste byggemateriale, der regenerer sig selv. Samtidig fungerer træ som co2-lager og er enkelt at genanvende. Især CLT’s lange livscyklus gør det til et oplagt materialevalg for de bygherrer, der bestræber sig på at opnå DGNB-certificeringer.
CLT tilføjer yderligere fordele i materialets konstruktive egenskaber. I forhold til egenvægt har CLT samme styrkeegenskaber som beton, og dermed tilbyder materialet muligheden for at bygge større og højere i træ end hidtil.
Adserballe & Knudsen er aktuelt i færd med at opføre de første boliger i CLT for Boligselskabet Sjælland i forbindelse med en rammeaftale på op mod 400 boliger. Disse projekter viser, at det er muligt at introducere bæredygtige metoder og materialer i den almene sektor.