A&K opfører DGNB-certificeret byggeri på Frederiksberg
Adserballe & Knudsen opfører en klubtilbygning for Frederiksberg Kommune, der skal opnå en DGNB guld-certificering.
Skolen ved Bülowsvej og den tilknyttede klub forventes at have et stigende elevtal i de kommende år, hvor skoledistrikterne justeres på grund af kapacitetspres på andre skoler i området. Derfor har kommunen besluttet at etablere en ny klubbygning på i alt 929 kvadratmeter. som skal integreres i skolens større bygningskompleks mellem Bülowsvej, Thorvaldsensvej og Rosenørns Allé.
Projektet skal være med til at opfylde målene i den kommunale strategi om at øge livskvaliteten i hverdagen og positionere Frederiksberg som klimaby for fremtiden. Bæredygtighed har således været et centralt styrings- og udviklingsværktøj for projektet, der skal opnå en guld-certificering under DGNB-systemet.
Klubbygningen søges præcertificeret til guld på baggrund af hovedprojektet fra Primus Arkitekter, og når byggeriet er afsluttet, vil den endelige certificering foreligge.
Vi ved nøjagtigt, hvad der går ind i bygningen
Byggeleder Lasse Christian Gjersøe kommer til Bülowsvej direkte fra Adserballe & Knudsens prisvindende CLT-byggeri Timianhaven i Havdrup. Her har han bygget almene boliger i massive træelementer, så han kender til bæredygtigt byggeri. På Bülowsvej er han og projektleder Lynge Bjørklund dog stillet over for en anden udfordring med en ny type krav.
”Vi skal opnå en DGNB-certificering til guld, så det stiller store krav til affaldssortering, energiforbrug og materialevalg. Som byggeledelse gennemgår vi datablade og materialelister fra vores underleverandører ned til mindste detalje, så uanset om det er søm, fuge, maling eller rørtyper, ved vi nøjagtigt, hvad der går ind i det her byggeri. Vi anvender kun FSC-certificeret træ og materialer med lav afgasning for at skabe et bedre indeklima, og vi monitorerer vores egen co2-udledning under hele udførelsesperioden,” siger Lasse Christian Gjersøe og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at denne type krav er fremtiden for byggebranchen, og for mig som ung byggeleder er det utroligt spændende at arbejde med. Som entreprenør har vi en stor rolle at spille i den grønne omstilling, da det er os, der står med produktionen ude på byggepladserne.”
For at opnå guldcertificering skal projektet leve op til en række både kvalitative og kvantitative kriterier. Den opnåede kvalitet bliver beskrevet, vurderet og verificeret igennem målinger af bl.a. lufttæthed, fugtindhold og akustiske forhold. Da projektændringer undervejs i byggeforløbet kan have indvirkning på projektets score, er der løbende en tæt dialog med totalrådgiverens DGNB-auditor.
Tidligt samarbejde giver en mere smidig proces
For at skabe en arkitektonisk sammenhæng mellem skolens bygninger er der valgt en facadeløsning bestående af lette elementer med genbrugsmursten som overflade. De leveres i systemleverance, så de samlede elementer blot skal monteres på pladsen.
Der er en del runde hjørner i projektet og meget begrænset plads at bygge på, og det stiller store krav til både projektering og koordinering.
”Vi har en meget lille byggeplads, så vi arbejder i stor stil med lean-principper og just-in-time leverancer. Når der ikke er plads til oplagring, så skal leverancerne komme i det sekund, man har brug for dem, og det er klart, at det stiller store krav til planlægningen og koordineringen på pladsen. Vi holder indledende møder med de leverandører, der har fælles grænseflader, så vi fra begyndelsen er helt enige om, hvad der skal ske. Det giver os en mere smidig byggeproces,” fortæller Lasse Christian Gjersøe.
Om projektet
Bygningshøjderne spænder fra tre til fem etager med tagterrasse på bygningens lave del. Der udføres udearealer, som omfatter et forareal på 210 kvadratmeter, en gårdhave på 88 kvadratmeter og en taghave på 70 m2.
Der opføres et tagterrassedæk, der udgør 28 kvadratmeter af taghaven. Forarealet bliver indrettet som ankomstområde, hvor bygningens facade mod Fuglevangsvej begrønnes med klatre- og slyngplanter.
Ind mod skolegården etableres en gårdhave med stort terrassedæk i træ samt udendørs køkken, nyttehave og spisepladser. Fra gårdhaven er der forbindelse til skolegården via et gårdrum for skolens personale, som ligger mellem klub og skolegård.
Tekniske anlæg og teknikhus er en integreret del af bygningens helhedsgreb og arkitektur og er placeret på bygningens femte etage.
Projektet udføres i hovedentreprise med en entreprisesum på ca. 23,6 mio. Fra starten har der været et tæt og konstruktivt samarbejde mellem byggesagens aktører.
Udover Adserballe & Knudsen består teamet af bygherre Frederiksberg Kommune, totalrådgiver Primus Arkitekter, ingeniør OKHOLM, landskabsarkitekt STED og DGNB-auditor Charlotte Falstrup.