Første spadestik i vores rammeaftale med Hillerød Kommune
Den 20. marts tog vi det første spadestik på en ny tandplejeklinik, der opføres som del af en større rammeaftale med Hillerød Kommune. Det nye byggeri vil rumme i alt 20 klinikker, der skal tilbyde behandling til kommunens 12.000 børn og unge.
Behov, ønsker og visioner
Rammeaftalens projekter udføres som totalentrepriser, fordi kommunen har en tro på, at det tidlige samarbejde mellem brugere, bygherre og entrepriseteam giver de bedste resultater.
Det er en overbevisning, som vi deler i Adserballe & Knudsen, og vores erfarne projektfolk har igennem projekteringsforløbet bidraget med at skabe bygbare løsninger ud af brugerbehov, bygherreønsker og arkitektoniske visioner.
Det var et velbesøgt arrangement på en regnvåd torsdag, hvor Hillerøds engagerede tandlæger var rigt repræsenteret. Som brugergruppe har de spillet en stor rolle i at definere form og funktion i byggeriet.
20 klinikker klar til åbning i 2021
Der var taler fra borgmester Kirsten Jensen, Hillerød Kommunes projektleder Jan Ulrik, Katja Viltoft fra JJW Arkitekter og sektionschef Thomas Willumsen fra Adserballe & Knudsen. Det første spadestik blev taget i fællesskab af Kirsten Jensen, projektleder Christian S. Bøjden fra Adserballe & Knudsen og overtandlæge Kathrine Lommer Nørgaard.
Tandplejeklinikken vil tilbyde behandlingsforløb til kommunens 12.000 børn og unge, og den skal bl.a. rumme basistandplejen, tandreguleringen, specialtandplejen og narkoseklinikken samt tidssvarende, administrative funktioner og personalefaciliteter.
Projektet udføres i samarbejde med JJW Arkitekter og Norconsult, og de i alt 20 klinikker er klar til at blive taget i brug i sommeren 2021.