Adserballe & Knudsen afleverer vækstregnskab
Årsregnskabet for 2019 er offentliggjort, og vi kan vise en tilfredsstillende fremgang på både top- og bundlinje. Omsætningen på knap 780 mio. kroner ligger lidt over det forventede. Overskudsgraden er hævet til 2 procent.
2019 har været en godt år for Adserballe & Knudsen A/S, som leverer et regnskab på sikker kurs. De 750 mio. kr., som virksomheden sidste år forventede at omsætte, er i bøgerne, og overskudsgraden på 2 procent er præcis, hvad virksomhedens forretningsplan har foreskrevet. Resultatet på 14,4 mio. kr. før skat er en forbedring med 9,7 mio. kr. i forhold til sidste år og er således også inden for ledelsens målskive.
– Det er svært ikke at være tilfreds, når vi netop ønsker at være tydelige og udvise stamina, for vi tror på, at det giver størst ro i vores organisation og omkring vores virksomhed. Derfor udvikler vi i positiv retning gradvist og i et tempo, hvor hele forretningen kan følge med, siger administrerende direktør, Morten L. Hansen.
Han glæder sig først og fremmest over den styrke, der er til stede i organisationen.
– Det er lykkedes os at rekruttere nogle stærke kompetencer og fastholde vores dygtige, loyale folk. Vores kompetenceudviklingsprogram har desuden gennem årene bevist sit værd, og når jeg kigger rundt i de forskellige byggeteams, kan jeg konstatere, at der er utrolig høj ledelsesmæssig kvalitet på alle vores byggepladser, siger han.
Et stabilt år med mange gode oplevelser
Tre skæve vinkler på virksomhedens hverdag med byggeri fik lov at præge 2019. Først modtog Adserballe & Knudsen Arbejdsmiljøprisen 2019 i kategorien ’psykisk arbejdsmiljø’ i april måned. Dernæst blev konsortiet Build-In-Wood, som virksomheden deltager i, i juni tildelt EU-midler til et fireårigt forskningsprojekt.
Og senere samme måned rejste vi i samarbejde med tre andre virksomheder en CLT-pavillon på Folkemødet i Allinge, som lagde hus til debatter om bæredygtigt byggeri.
– Når vi vælger at investere i nogle områder, som ligger lidt uden for skiven af hvad man kan forvente af en byggeentreprenør, så gør vi det hundrede procent. Og i 2019 kunne vi tydeligt få øje på, at den tilgang batter noget, siger den administrerende direktør.
Alene i forbindelse med Arbejdsmiljøprisen har virksomheden i løbet af året været i dialog med en lang række organisationer, virksomheder og politikere om vigtigheden af trivsel og et godt psykisk arbejdsmiljø.
Forventninger til fremtiden
Mens det endnu er for tidligt at gøre corona-krisens konsekvenser op, er forventningerne for 2020 justeret til en omsætning på 700 mio. kr. og en overskudsgrad mellem 0 og 2 procent.
– Virksomheden er godt rustet til en periode med modvind, og det skyldes, at vi konstant kigger fremad og foretager de nødvendige justeringer, som skal sikre, at vi er på rette vej. I øjeblikket er det i sagens natur med nedsat kraft og tungen lige i munden, men vi har masser af motivation og styrke til at fortsætte og øge tempoet gradvist, når krisen løjer af, siger Morten L. Hansen.