Vi introducerer et nyt evalueringsredskab på tre større renoveringer
På tre nye renoveringssager har vi valgt at anvende Teamvaerk fra Bedre Byggeprocesser, fordi det giver os nogle konkrete redskaber til at evaluere samarbejdet fra start til slut.
I løbet af de sidste måneder har vi haft opstartsworkshops på både Ringparken, Korsgården og Fælledgårdene, der udføres i samarbejde med KANT arkitekter og DOMINIA A/S for Boligselskabet Sjælland.
Det er tre store renoveringsbaskere af typen, som vi i A&K elsker at lave. Sagerne strækker sig over 3-5 år, og derfor er det vigtigt, at vi får etableret en fælles kultur på projekterne.
Det skal Teamvaerk understøtte.
”Med Teamvaerk får vi et værktøj, der ikke alene hjælper os til at definere de fælles værdier for processen, men som også opstiller nogle konkrete mål og holder os fast på dem undervejs,” siger projektchef Martin Lindberg Rasmussen og fortsætter:
”Et værktøj er kun så godt som den, der fører det. Du kan give nogen en fukssvans i hånden, og så kan du enten få et helt lige eller et helt skævt snit. Det afgørende bliver derfor, hvad vi som team putter ind i processen.”
Vi tror fuldt og fast på gevinsten af at skabe relationer til vores samarbejdspartnere, og de tætte og langvarige samarbejder er et fokusområde i virksomheden, som kun vil blive styrket i de kommende år.