Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljøpolitik

Formålet med Adserballe & Knudsens arbejdsmiljøpolitik er at sikre vores medarbejderes trivsel og mindske antallet af ulykker, alvorlige nærvedhændelser og langtidssygemeldinger som følge af fysisk eller psykisk nedslidning.

Vi har en medarbejdergruppe, der er bevidste om betydningen af et godt arbejdsmiljø. Det viser sig ved stadigt faldende ulykkeskurver, byggepladser med over 500 dage uden ulykker og en periode på to år uden påbud fra Arbejdstilsynet.

Disse resultater kan ikke gennemføres uden engagerede og motiverede medarbejdere, men heller ikke uden en arbejdsmiljøpolitik, der indeholder et proaktivt fokus på læring, dialog og vidensdeling.

I Adserballe & Knudsen er det psykiske arbejdsmiljø lige så vigtigt som det fysiske arbejdsmiljø. Langvarig stressbelastning er hverken sundt for den enkelte medarbejder, kollegaerne eller virksomheden.

Derfor har vi udarbejdet en stresspolitik, som indeholder viden, værktøjer og de værdier, som vi alle skal arbejde sammen om at bevare. Vores stresspolitik vandt i 2019 Arbejdsmiljørådets Pris for bedste indsats for det psykiske arbejdsmiljø.

Vores stresspolitik er suppleret med en politik for krænkende handlinger. Vi accepterer ikke, at vores medarbejdere udsættes for krænkende adfærd, herunder mobning, sexchikane, vold og trusler. Vi har nultolerance på området, og vi opfordrer vores medarbejdere til at tage et aktivt medansvar for at sikre, at dette ikke forekommer på vores arbejdsplads.

Arbejdsmiljøorganisation

Et godt arbejdsmiljø i Adserballe & Knudsen er vores kunders sikkerhed for, at der på en A&K-byggeplads er de forhold, der sikrer en tryg og veltilrettelagt byggeproces.

Vores arbejdsmiljøorganisation og arbejdsmiljøudvalg består af medarbejderrepræsentanter og ledelsesrepræsentanter fra alle medarbejdergrupper. Det skyldes, at vi tror på, at vi ved ligeværdig deltagelse af alle medarbejdergrupper får en bedre dialog, et bedre arbejdsmiljø og dermed en bedre virksomhed.

Det er bl.a. arbejdsmiljøorganisationens opgave at sætte rammerne for den lovpligtige arbejdspladsvurdering for de ansatte i Adserballe & Knudsen. Med udgangspunkt i medarbejderbesvarelserne og med baggrund i de nyeste vejledninger fra Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø i byggeanlægsbranchen samt de seneste opdaterede bekendtgørelser fra Arbejdstilsynet, udarbejder arbejdsmiljøudvalget en handlingsplan for arbejdsmiljøarbejdet i Adserballe & Knudsen.

Udover APV undersøgelsen bliver alle medarbejdere også bedt om anonymt at svare på spørgsmål vedr. trivsel, motivation, samarbejde, planlægning af arbejder og vurdering af ledelsen og af kollegaer samt behov for læring og udvikling.

AMU mødes fire gange årligt og reviderer handlingsplanen, såfremt der er mulighed for forbedringer eller behov for tiltag.