Sammen med Ikano Bolig opfører vi 88 Svanemærkede boliger med en målsætning om at nå under 5 kg co2-ækv/m2 i Bakkekvarteret i Vinge Syd.
Vilhelm Lauritzen Architects, ABC – Rådgivende Ingeniører og STED By og Landskab udgør resten af teamet, der siden foråret har arbejdet på færdigprojekteringen af et boligkoncept, som skal indfri de høje ambitioner.
I maj måned satte vi underskrift på en samarbejdsaftale, der nu er mundet ud i en TE-kontrakt, som igangsættes i to etaper.
Byggetilladelsen for første halvdel er ansøgt, og vi forventer, at projektet går i jorden i løbet af det tidlige forår.
Bakkekvarteret opføres i Adserballe & Knudsens træbyggesystem, som vi har udviklet til byggesagen Sømmes Vænge, hvor vi over de seneste 18 måneder har opført 63 almennyttige træboliger.
Designprocessen er drevet af LCA-beregningerne, der jo er afgørende for at opnå projektets målsætning.
Foruden bærende trækonstruktioner er nøgleelementer anvendelsen af terrændæk i træ, skruefundamenter og papiruldsgranulat som isolering.
Samtlige anvendte materialer er listet i Miljømærkning Danmarks database, og en række af produkterne er Svanemærket, herunder maling, gulvoverflader og den del af facaden, der består af træ. Den øvrige facade er udført med skifer.