Søg
Close this search box.

Dalen, Helsingør

Adserballe & Knudsen har opført 40 seniorboliger i totalentreprise for den almennyttige forening Dalen. I processen blev der taget særlige hensyn til beboerne i plejehjemmet på nabogrunden.

Kort om projektet

Beboerne på Dalen har fået rummelige boliger med havudsigt i Helsingør. Beboerne er medlemmer af foreningen Dalen, der består af borgere over 55 år, og som har haft en vision om en kollektiv boform, hvor man både kan leve selvstændigt og indgå i et aktivt fællesskab.

Totalentreprenør Adserballe & Knudsen havde fokus på at gennemføre en nænsom byggeproces, da byggeriet er blevet opført som nabo til et plejehjem. Den almene boligorganisation Fremtidens Almene Boliger var bygherre på sagen.

Byggeriet blev udført i samarbejde med JJW Arkitekter og Ingeniør’ne A/S. Bygherrerådgiver var Bjørnsholm A/S.

Proces

Sagen blev gennemført med et særligt hensyn til de eksisterende beboere i nabobyggeriet. For at gøre dagligdagen mere sikker for plejepersonale, pårørende, beboere og naboer var byggeplads og beboeradgangsveje klart afgrænset.

Der er blevet monteret gangstier foran alle indgange til plejehjemmet i en sådan bredde, at både senge og kørestole frit kan køre frem og tilbage.

Der blev afholdt dialogmøder med naboerne, så de fik mulighed for at få information om byggeprocessen. Vi opsatte skilte med information ved alle adgangsveje og på hele området omkring byggepladsen. Dette var særlig vigtigt, da der ofte er ambulancekørsel til og fra plejehjemmet.

Vi oprettede desuden en helt ny kørepladevej rundt omkring byggepladsen, så ambulancer og plejepersonale frit kunne køre hele vejen til døren uden at blive generet af vores byggeplads.

Teknisk beskrivelse

Dalen er blevet opført som et betonhus med skalmuring. Gårdrummet er udformet som en skålformet ”dal” med adgangsstier og taghaver, som forbinder boligerne på indersiden af byggeriet. Beboerne er fælles om en stor taghave med pergola, og der er blevet etableret adgang til ugenerede taghaver via mindre taghuse.

Boligerne er på mellem 61 og 112 m2. I alt er der blevet opført 3.498 m2 boliger. Kælderarealet indeholder p-areal og udgør i alt 2.365 m2.

Boligerne er blevet opført i lavenergiklasse 2015 og er udstyret med velfærdsteknologiske løsninger. Foruden boliger er der blevet indrettet fælleslokaler i en eksisterende bygning, hvoraf halvdelen er blevet nedrevet. Bofællesskabet ligger i Hellebo Park tæt ved Højstrup St. og få hundrede meter fra vandet.

Der er blevet anlagt solceller og 550 m2 sedum på taget. Byggeriets ydervægge er tunge murede facader på 1.200 m2. Mod gården er der i alt blevet opført 2.000 m2 lette facader med eternitplader.

I byggeprocessens mest travle perioder havde byggeledelsen ansvaret for styringen af 54 håndværkere inden for de traditionelle fag.

Fakta

ROLLE: Totalentreprenør
BYGHERRE: Fremtidens Almene Boliger, Afd. Birkebo III
ARKITEKT: JJW Arkitekter
INGENIØR: INGENIØR’NE
KONTRAKTSUM: 56 mio. kr.
PERIODE: 2017-2019

Nybyggeri

Vibehaven, Ringsted

Nybyggeri

Sømmes Vænge, Roskilde

Nybyggeri

Søgården, Glumsø