Dyskærgaard, Roskilde
Med en ambitiøs transformation af Dyskærgaard står Adserballe & Knudsen bag det kommende hovedsæde for den filantropiske organisation Liljeborgfonden.
Kort om projektet
I hovedentreprise skal vi sammen med bygherrens rådgivere Cornelius Vöge, Eduard Troelsgård, JL Engineering og Skibsted Landskabsarkitekter omdanne Dyskærgaard til bl.a. kontorer, mødefaciliteter, reception og kantine for Liljeborgfondens medarbejdere.
Dette projekt er ikke blot en renovering: Det er en revitalisering af en historisk trelænget gård fra 1920’erne, der får en ny og vigtig funktion midt i det smukke landskab ved Veddelev nord for Roskilde.
Målet er at bevare gårdens historiske karakteristika og samtidig introducere moderne byggeløsninger, der sikrer gårdens fremtidige brug.
På grund af nærheden til Risø/DTU’s forsøgsvindmøllepark er der restriktioner for beboelse på gården. Derfor har gården stået tom i flere år, hvorfor den nu omdannes til hovedsæde.
Det nye projekt sikrer mulighed for omdannelse af landbrugsarealer til natur samt bevaring af Dyskærgaards landbohave. Stuehuset på gården bevares intakt, mens der gives mulighed for transformation af de øvrige længer.
Proces
Liljeborgfonden ønskede at samarbejde med en hovedentreprenør, der kan levere byggeri med høj kvalitet i både proces og håndværk.
Adserballe & Knudsen er udvalgt til opgaven på baggrund af vores store tømreregenprodution og omfattende erfaring med træbyggeri, renovering og ambitiøse grønne tiltag.
I byggeperioden er hovedhuset fortsat i drift, og Liljeborgfonden har derfor haft et ønske om at undgå sammenblanding af bygge- og brugertrafik. Den oprindelige indgangsvej anvendes til fondens medarbejdere, og der er derfor blevet etableret en ekstern adgangsvej til hovedvejen, som nu fungerer som indkørsel til byggepladsen. Der er desuden planlagt just-in-time leverancer for at sikre kvalitet og minimal spild.
For yderligere at reducere grænsefladerne mellem håndværkere og Liljeborgs ansatte er byggepladsen opdelt i to områder: en “forside” og en “bagside”, hvor håndværkernes adgang til stilladserne sker fra en separat side.
Yderligere er der opsat pladehegn, så bygningens personale kun ser rene fronter, i stedet for åbne byggehegn. Samtidig beskytter hegnet det store bevaringsværdige valnøddetræ, der forener gårdspladsen.
Teknisk beskrivelse
Dyskærgaard er opført på et 520.000 m² stort område, hvoraf det samlede etageareal i gårdlængerne og de øvrige driftsbygninger udgør 2.900 m².
Op til 1.500 m² må anvendes til kontor- og serviceerhverv, mens de øvrige arealer skal bruges til ikke-intensive aktiviteter, såsom lager, driftsfunktioner i relation til naturområdet og formidling af området.
Arealerne til renovering er fordelt over 1.857m2 udlænger og 114m² orangeri.
De oprindelige ydermure bevares og kalkes på ny. Støbejernsvinduerne i facaden tages ud, restaureres og genindbygges. Gårdens oprindelige udtryk med portåbninger og gårdsplads forbliver intakt, mens nye bærende konstruktioner i limtræ skaber en moderne fortolkning af traditionelle landbrugsbyggerier.
Derudover dækker arbejdet bl.a. over:
• Tagudskiftning
• Facade, forsatsvægge og indervægge
• Installationer og forsyninger
• Fast inventar og sanitet
• Miljøarbejder
• Belægninger, beplantning og opbygninger i terræn, herunder cykel- og bilparkering
Der er implementeret et integreret affaldshåndteringssystem, som omfatter:
• Kildesortering og vejning af affald
• Affald sorteret på entreprenørniveau og indskrevet i kontrakt
• Regelmæssig fjernelse af affald fra byggepladsen
Fakta
ROLLE: Hovedentreprenør
BYGHERRE: Liljeborg Aktieselskab
ARKITEKT: Cornelius Vöge
INGENIØR: JL Engineering A/S
LANDSKAB: SKIBSTED Landskabsarkitekter
PERIODE: 2024-2026
KONTRAKTSUM: Ikke oplyst
AREAL: 1.857 kvadratmeter